ALEXANDER EKMAN

The Sticky Brick Fingers

Alle fotos: Shoji Fujii


Henrik Vibskov Spring/Summer 2015, 27. Juni, Paris Fashion Week Men’s Ready To Wear

Team Vibskov havde indgået samarbejde med Norges nationalballet og koreografen Alexander Ekman da Henrik Vibskovs bud på næste års sommermode til mænd skulle fremvises. Den parisiske location var traditionen tro Place Baudoyer, men denne gang foregik showet udendørs foran de smukke bygninger der så flere gange før har dannet ramme om Vibskovs show.  Et soppebassin på 150 m2 indeholdende 400 liter vand var dermed installeret i dagens anledning, og her opførte 10 norske dansere en opvisning der fungerede som en forlængelse af operahuset i Oslos seneste opsætning af Svanesøen. Den første model viste sig på podiet og samtidig begyndte danserne at bevæge sig. Først langsomt i rundkreds, og efterhånden som showet gled frem blev deres dans vildere og vildere, “TEAM VIBS” kåberne blev revet af, hvorefter danserne af al kraft hamrede dem ned i vandet, til gene for dem der sad på front row. Danseshowet var et interessant og forfriskende indslag, men desværre kan man diskutere hvorvidt det tog for meget opmærksomhed fra hvad der var vigtigere: Vibskovs spring/summer 2015 kollektion.
For at stå fast på det våde underlag blev alle Vibskovs modeller udstyret med neoprensko, og på hovedet bar de høje iøjnefaldende hatte, som med team Vibskovs egne ord blev beskrevet som “munkelignende”. Murstensmotiver var kollektionens byggesten, og blev komplimenteret af strik, 3d strukturer og gennemsigtige styles. Dén effekt reflekterende vand giver, fungerede som en konstant inspiration bag kollektionen og kom til udtryk i bløde silhuetter og runde kurver. Overdele var lange suppleret af bukser og shorts i klassisk Vibskov ‘low-crotched’ snit, farver varierede fra nuancer af mørkeblå og karry, komplimenteret af orange, hvid og mint. For anden sæson i træk blev Khadi bomuld brugt i kollektionen, produceret i samarbejde med en indisk non-profit organisation. 
PS! Kan du ikke få nok af Vibskovs univers? Så følg dette link

DANISH DESIGN

Tilbage til fremtiden



Børsens fornemme, gamle lokaler lagde mandag d. 23 juni ramme om et ganske særligt modeshow. Nyudklækkede designere fra Designskolen Kolding, Teko Business & Design og Kunstakademiets Designskole fremviste for andet år i træk deres afgangskollektioner for en forsamling af både danske og internationale virksomheder, under arrangementet Future of Fashion.

Eventet blev åbnet med en tale af Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen. Herefter åbnede Designskolen Kolding showet, og til lyden af boblende elektroniske musik sendte debutanterne deres kreationer ned af catwalken i en, lang, uafbrudt strøm. Det var især sportswear og retro-referencer der prægede kollektionerne, men dette gjorde dem langt fra ensartede. Der var vinterfrakker der ledte tankerne hen på skiløb i 80’erne, monokromatisk sportswear der var som taget ud af en ældre science-fiction film og god, gammel, dansk landidyl. 

Alle fotos: Victor Jones


Efter showet fulgte en kort pause, hvor man kunne snakke med designerne fra Kolding, høre lidt om tankerne og processen bag kollektionen, samt kigge i deres portfolio. 
Efter pausen indtog Kunstakademiets Designskole catwalken. Deres show bød bl.a. på mere avant-gardisk design, hvor der virkelig var kælet for wauw – effekten, samt en herrekollektion der bedst kan beskrives som Godsejer-chic. 


Sofie Carsten Nielsen lagde i sin åbningstale stor vægt på bæredygtigt –  eller “grøn” – mode, hvor miljø og socialt ansvar spillede en større rolle i materialevalget. Den øgede bevidsthed om miljøvenlige materialer kom også til udtryk i nogle af kollektionerne, bl.a. i kraft af bambus, som erstatning for bomuld.
Line Rosenlund Jensen fra Designskolen Kolding havde for alvor taget mantraet om bæredygtige, lokale materialer til sig, og det kom til udtryk i hendes kollektion som smukke frakker (herunder) og kjoler i håndfiltet, fynsk fåreuld og en rygsæk i filtet uld og pileflet. 

Der var en god stemning, og et rigtigt fint fremmøde til showet, der forhåbentligt vender tilbage næste år. Det var spændende at se hvad fremtidens danske designtalenter havde at byde på, og en oplagt mulighed for både virksomheder og designere for at networke og skabe fremtidige samarbejdspartnere. Sofie Carsten Nielsen kom, i sin tale, ind på design som en af Danmarks store eksportvarer, og da de sidste modeller forlod catwalken virkede den fremtidsplan pludselig ikke så urealistisk.
Events

Varm op med ArtRebels til Trailerpark Festival!


Kilde: Trailerparkfestival.com

Var du én af dem der deltog i vores julekonkurrence om at vinde to billetter til dette års Trailerpark Festival, eller er du blot frisk på at tjekke det ud? Her på FashionFladen kan vi desværre ikke udlodde flere billetter, til gengæld kan vi anbefale at du kridter danseskoene og drager mod Papir Øen i morgen, når festivalen afholder pre-festen Rebel Sound – helt gratis! Trailerpark Festival har inviteret et line up med nogle af de kunstnere du kan opleve på festivalen, og arrangementet afholdes lige ved siden af Papir Øens Copenhagen Street Food hal, som huser både danske madboder, samt madboder fra hele verden – prøv f.eks. en omgang mexikansk fish and chips!

Hvad? Trailerpark Festivals pre-party ‘Rebel Sound’
Hvor? Papir Øen, Copenhagen Street Food, Trangravsvej 14, 1436 København 
Hvordan? Tag cyklen eller: 
Bus 9a til Prinsessegade, 
Metro til Christianhavn
Havnebussen nr. 993 der går direkte til Papir Øen fra Nyhavn/Havnegade
Hvornår? Fredag d. 13/6 fra kl 17:00 – 03.00

PS! Tjek festens teaser ud her




ÅRETS NYE NORDISKE TALENT

One to watch!


Til venstre: Damien Ravn, til højre: Fra spring/summer 2014 kollektionen Damien vandt prisen med.
Alle fotos: muusings.muuse.com


At have is i maven, tro på sig selv og sit projekt samt at arbejde sammen med andre der forstår én. Det er Damien Ravns opskrift på, hvordan man klarer den som designer i dag, hvor hundredevis af ny udklækkede talenter står i kø for at erobre catwalken. Damien Ravn vandt d. 19 maj ELLE x MUUSE nye pris Årets Nye Nordiske Talent ved dette års ELLE Style Awards. Med sin brug af moderne materialer og voluminøse styles vandt Damien Ravn prisen, og således vil han i samarbejde med MUUSE lancere en ‘capsule collection’ til august. FashionFladen kontaktede MUUSE, og fik et interview med det unge norske talent, der udover arbejdet med eget design underviser i design ved Warszawas designskole Warsaw Fine Arts Academy. 



Hvad betyder det for dig at vinde prisen Årets Nye Nordiske Talent?

Det er en stor ære at vinde prisen Årets Nye Nordiske Talent, og jeg er utrolig taknemlig for den. Fordi ELLE Style Awards er et internationalt anerkendt arrangement, og Danmark er i særposition i norden når det gælder mode, er jeg utrolig glad for, at være den heldige vinder. Det er også en fantastisk mulighed for mig at nå ud til det nordiske markedet, og ikke mindst at få produceret både en SS15 kollektion (lanceres i januar 2015, red.), og en AW14/15 Capsule Collection i samarbejde med MUUSE. Jeg er evigt taknemlig, og jeg glæder mig vældigt til at se begge kollektioner færdige!
Kan du fortælle lidt om dine inspirationskilder bag kollektionen du vandt prisen med?
Spring / summer 2014 kollektionen ‘Gamut’ er inspireret af Raymond Duchamp-Villon og André Mare’s ‘La Maison Cubiste’ fra ‘Salon d’Autumne’ i 1912. Ekspressionistisk arkitektur, blandt andet Rudolf Steiners banebrydende ‘Second Goetheanum’, førte til udviklingen af store voluminøse silhuetter der var frigjort fra menneskekroppens begrænsninger. Hvert item i kollektionen er lavet i et mønster og et enkelt stykke stof, nøje foldet og draperet, med indarbejdede lommer og skræddersyede ærmer. Kunsten fra ‘the Amsterdam School’ lagde grundlaget for speciallavede motiver fra Swarovski Crystal Fabric, i metallisk sølv, brillant sort og gennemsigtige klare krystaller der tilpasser sig farven til materialet de bliver påført. Silhuetterne i kollektionen er monokromatiske og farverne kommer i sort, blomme, beige og hvid, hentet fra det første farvefotografiet af James Clerk Maxwell.
Du er uddannet fra den berømte designskole Antwerp Royal Academy. Hvorfor faldt valgt på netop denne skole, og har du altid vidst, at du ville være designer?
Valget af Antwerpen var faktisk vældig tilfældigt. Jeg tog Fashion Foundation på den Skandinaviske Designhøjskole i Randers, og da London desværre var alt for dyr for studerende fra lande udenfor EU, foreslog en anden elev mig at søge til Antwerpen. Bortset fra Walter Van Beirendonck og hans label W&LT, som jeg lærte at kende i perioden hvor jeg dyrkede ravemusikken, havde jeg aldrig hørt om Antwerpen, eller the Antwerp Six. Jeg besluttede mig for at søge, og kom ind. Skolen begyndte to uger senere og resten er historie. Bortset fra en kort periode, hvor jeg ville være DJ, har jeg faktisk aldrig haft en plan B. Så længe jeg kan huske, har jeg altid gerne ville være modedesigner.
Ifølge dig, hvad skal der til for, at en ung designer kan slå igennem i dag?
I den verden vi lever i, i dag synes jeg personlig det er meget vigtig, at stå for hvad man tror på. Der findes så mange designere derude, og alle vil akkurat det samme. Derfor skal man ikke prøve at gøre ‘alt’. Find hellere ud af hvad din specialitet er, og gå ikke på kompromis. Det er så mange der prøver at sælge hundredvis af printede t-shirts til så mange butikker som overhovedet muligt, men så bliver man jo bare én af vældig mange og man mister sit særpræg. ‘Hvad er det som gør dig speciel, og hvorfor vil folk have dit tøj?’ Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv. I dagens internetverden er det visuelle også utrolig vigtigt. Find et godt team som forstår dig, arbejd sammen om et fælles mål, og igen; gå aldrig på kompromis.
Hvad skal der nu ske efter du vandt prisen?
Jeg glæder mig først rigtig meget til at lancere ’Damien Ravn X MUUSE SS15’ kollektionen i juni. Det bliver utrolig spændende at se, hvordan den bliver modtaget. Efter utallige henvendelser for min SS14 kollektion, er jeg vældig glad for at nogen af mine styles endelig bliver tilgængelige for salg. Jeg håber det bliver en stor succes, og at vi kommer til at se kollektionen i mange butikker til januar 2015. Derefter kommer næste højdepunkt i august, når ELLE X Damien Ravn X MUUSE AW14/15 kollektionen bliver lanceret på elle.dk og muuse.com. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Det har været en fornøjelse at arbejde med både ELLE og MUUSE, og jeg håber at begge kollektioner bliver godt modtaget. I september lancerede jeg min egen SS15 kollektion, og til oktober udstiller jeg en specialdesignet silhuette for Woolmark i forbindelse med Antwerp Wool Week. Der er meget at glæde sig til lige nu!
Hvor ser du dig selv om ti år?

Om ti år ser jeg mig selv som en veletableret designer i Paris, med egne catwalks og pre-collections. Alt er stadig i en meget tidlig planlægningsfase, og jeg vil fortsætte med at tage tingene stille og roligt. Jeg er en stor fan af fænomenet ‘slow fashion’, og jeg tror også på en ‘slow strategy’ samt en stabil og organisk vækst. Her gælder det om at have is i maven, og arbejde frem mod de langsigtede mål, men jeg håber på, i den nære fremtid, at være en  del af den Parisiske modekultur. 




PS! I forbindelse med den nye pris interviewede vi i februar MUUSEs Isabella Hemmersbach og ELLEs Marie-Louise Wedel Bruun i forbinde. Se det her

ÅRETS STIL IKON 2014

Gå ikke glip af!

Medina på Cover.dk i 2010
D. 19 maj vandt Medina for andet år i træk prisen Årets Stil Ikon ved dette års ELLE Style Awards, og sangerinden bevidste dermed, at hun har en imponerende fanskare bag sig, der støtter hende og elsker hendes stil. Hvis du er en af de mange der skæver misundeligt til Medina når hun viser sig offentligt samt defilerer på den røde løber, så skal du læse godt efter! Fra i morgen d. 2. juni og frem til d. 4 kan du få fingrene i Medinas garderobe, når hun sælger ud af den i samarbejde med luksuslagersalgs-konceptet Fashionistas- pengene går til velgørenhed, i hvert fald en del af dem forlyder det!

Hvad? Medina sælger ud af sin garderobe
Hvor? Fashionistas, Store Kongensgade 40H, København K
Hvordan? Mød op, forberedt på at gå i svime over de lækre sager (og måske kæmpe med en del andre om dem)
Hvornår? 2. juni til 4. juni fra klokken 11-18