AND YOU WILL KNOW US BY THE TRAIL OF DEAD

And It Was There That i Saw You


Vores passionnerede blogger og radiovært Rune giver her sin individuelle vurdering af, hvor designer Hedi Slimane er på vej hen, og hvorfor hans arbejde for Dior Homme i 00’erne var intet mindre end fantastisk. 

Nu hvor Hedi Slimane er tilbage på fashiontronen for at promovere det samme look, som han gjorde hos Dior Homme tilbage i 00 – 07, står modefolket i kø for at knæle ved Saint Lauren Paris’ altar of coolness. Personligt hælder jeg mest til Slimanes arbejde for Dior, men uanset præferencer vil den herointynde indierocker med fedtet hår, smadrede jeans, læderjakke og guitar over skulderen for altid være ætses ind i vores kollektive bevidsthed, som arketypen på “I-don’t-care”-coolness. 

Grunden til min præference for Hedis tidligere arbejde er, at hans catwalkshows ofte gav en følelse af, at modellerne var blevet hentet direkte fra en koncert i et forladt parkeringshus. Dengang gav kollektionerne et romantiseret billedet på, hvad der rørte på sig i undergrunden. Hans kollektioner oser stadigvæk af rock’n’roll, men det er som om inspirationen ikke længere er rodfæstet i samtiden. I stedet bliver der skuet tilbage, og kollektionerne tager udgangspunkt i alt fra country til glam-rock. Ikke at hverken kreativitet eller udførelse fejler noget, men det svækker følelsen af kulturel gennemslagskraft, da man ikke længere kan identificere sig med kollektionerne.

En af grundede til dette skift kan måske findes i musikken. Til forskel fra i dag, hvor Hip-Hop er integreret i stort set alle genrer, og verdens største stjerner er rappere som Kanye West og Kendrick Lamar, var Hip-Hoppen stadig relativt ny i mainstreammusikken tilbage i nullerne. I stedet befandt vi os i slutningen af indierockens guldalder. 90’erne havde budt på mange af de albums, vi idag opfatter som mesterværker: R.E.M.’s Automatic for the people, My Bloody Valentine’s Loveless, The Smashing Pumpkins’ Melon Collie and the infinite sadness  for blot at nævne et par stykker. And You Will Know Us By The Trail Of Dead havde et åndsvagt navn voksede op med disse plader, og på deres tredje albums, Source Tags & Codes lykkedes det at samle disse inspirationskilder, og samtidig rejse sig over dem. Source Tags & Codes er summen af en barndom med noget af det bedste rock, der nogensinde er lavet, og selvom man tydeligt kan høre spor af bl.a. Sonic Youth, er albummet alligevel helt deres eget. Og hvilket album.

Musikken er som splintret glas, krystalklart og skrøbeligt men stadig knivskarpt. En tonstung følelse af melankoli løber igennem albummet, men det drukner aldrig i navlepillende selvmedlidenhed. I de fleste sange bobler der en rødglødende vrede lige under overfladen, men det kammer aldrig over i ren desperation. Albummet rammer den perfekte balancegang mellem tristhed og desperation, der kendetegner det at være ung og endnu ikke kende sin plads i livet. And You Will Know us… skabte et album, hvor følsomhed og aggressivitet spiller sammen i en nærmest symbiotisk tilstand, og det er i denne blanding Hedis trak, og stadig trækker, sin inspiration fra. 
Hvis du interesserer dig for SLP’s æstetstik, skylder du dig selv at høre dette album (samt alle dem der har inspireret det selvfølgelig) og at kigge igennem Hedis kollektioner for Dior – det er det hele værd.