BÆREDYGTIGHED

Kom til secondhand modeshow i aften!

I Dome of Visions løber årets helt store second hand modeshow af stablen, når designere viser deres bud på, hvordan bæredygtig mode kan se ud. Showets kvalitet skærpes af en sideløbende konkurrence, hvor designerne vil dyste om at få deres outfit kåret som aftenens bedste. Dommerpanelet består af professionnelle folk fra modebranchen og vinderen vinder ikke kun æren – men en præmie på 10.000 kr. Kom forbi fra klokken 18 og nyd det smukke tøj, lækker musik og forfriskninger! I Dome of Visions, Søren Kirkegaards Plads, 1016 København K.

BÆREDYGTIGHED

Grøn mode mod en sort fremtid

Kilde: FASHIONFLADENS arkiver
Modebranchen er flere gange blevet kritiseret for at forurene, da produktion af beklædningsvarer ofte bruger store mængder vand og kemikalier. Derfor er flere og flere brands begyndt at lægge vægt på hvordan deres varer bliver produceret og hvilke materialer der benyttes. Derfor er det at lave bæredygtigt tøj eller såkaldt være et økogrønt brand, er noget der stormer frem på den internationale modescene. 
Hvis du ønsker at vide mere om hvad bæredygtig mode er, så lyt med torsdag!

HVAD? FASHIONFLADEN (sæ’fø’li!)
HVORDAN? Du kan finde den platform der passer bedst til dig, lige her!

HVORNÅR? 5/3 – 13.00 til 14.00

BÆREDYGTIGHED

Kulturnat med ‘mode’ foran

Plakat: Kulturnatten

Er du brandt varm på ideen om Kulturnatten 2014? Hvis ja, så ved du sikkert at det kulturelle initiativ byder på et væld af aktiviteter, som det kan være en jungle at finde rundt i. Her anbefaler vi to events i overensstemmelse med vores ekspertiseområde: Mode.

 
Oplev bæredygtigmode med Miljøministeriet og Designskolen Kolding
kilde
I samarbejde med Designskolen Kolding inviterer Miljøministeriet indenfor til et væld af aktiviteter. Her på FASHIONFLADEN anbefaler vi, at du griber chancen for at møde Designskolens Koldings nyeste afgangselever der vil vise eksempler på bæredygtig mode. Bæredygtig mode dækker over mange aspekter, i afgangselevernes regi handler det om at arbejde med bæredygtige materialer i f.eks. uld og sælskind. Er din nysgerrighed vagt, så læs mere om arrangementet på Miljøministeriets hjemmeside
 
Hvad? Mød Designskolen Koldings afgangselever og se deres bæredygtige kreationer
Hvor? Miljøministeriet: Børsgade 4, 1215 København K
Hvordan? Kom forbi med dit kulturpas
Hvornår? På fredag d. 10. oktober 2014, kl. 17:30-22:30  
 
 
 
Bliv forkælet i Illum
Er du allerde begyndt at kunne mærke den mørke tids indtræden, og trænger din efterårstrætte krop til forkælelse? Så kom forbi Illum. Her står professionelle make up artister klar til at lægge den perfekte make up, så du er klar til at stryge ud og gøre Kulturnatten usikker!  Dette sker i samarbejde med Kinder Bueno og foregår i Sephoras foretning i Illum. Er du en af de første 300 besøgende, venter en goodie back på dig!
 
Hvad? Kinder Bueno og Illum står klar til at forkæle dig!
Hvor? Sephora i Illum, Østergade 52, 1001 København K
Hvordan? Mød op! Gerne tidligt og få en goodie back med! Arrangementet er gratis.
Hvornår? På fredag d. 10. oktober 2014, kl. 14:00-20:00  
 
 
 
 
 
 

 

ANBEFALINGER

Slut med kedelig bæredygtighed

   

Bæredygtighed – CSR – økologi. Alle er de begreber, der efterhånden er blevet fast inventar i de danske medier, når snakken falder på mode. På trods af de smukke bagtanker, der ligger bag ønsket om at værne om miljø og menneskerettigheder, så associerer mange tøjforbrugere stadig bæredygtig beklædning med sandfarvet hør og helsesandaler. Men det skal være slut nu.

Mandag eftermiddag åbnede udstillingen New Nordic Fashion i Nikolaj Kunsthal i indre København. Udstillingen rummer en række outfits skabt af førende designere og tøjbrands i Norden, blandt andre David Andersen, H&M og Baum und Pferdgarten. Formålet med udstillingen er at vise omverdenen, at mode med omtanke også kan være moderigtigt og stilrent, så længe designere og producenter tænker innovativt. Og fantasien har bestemt fået frit spil i materialevalget, der spænder over alt fra bambus og tang til hamp – og mælk!?

Kunne du tænke dig at se, hvordan en økologisk brudekjole ser ud, og hvad der ellers rører sig inden for bæredygtigt modetøj, så tøv ikke med at slå et smut forbi udstillingen, der er åben for alle til og med den 10. august. Herfra skal i hvert fald lyde en varm anbefaling.

 

BÆREDYGTIGHED

MADE IN DENMARK // BUNDGAARDN I E L S…

Billede: BUNDGAARDN I E L S E N – Fotograf: Micheal Thomas. Model: Sandra Yi Sencindiver
Når man snakker couture i Danmark, er der ikke mange storspillere, men efterhånden som krisen er ved at være afværget, er man begyndt at turde satse lidt mere, og flere og flere designere vælger at fokusere på bæredygtighed, langtidsholdbarhed og lokalsamfundet, når de designer beklædning til den moderne kvinde.
I den forbindelse, bringer vi her et interview med den bæredygtige couture-virksomhed BUNDGAARDN I E L S E N – et mærke hvor eksklusiv, unik beklædning går hånd i hånd med miljøvenlighed i et forsøg på at gøre MADE IN DENMARK til et label man gerne vil bære i nakken, og hvor chefdesigneren Mette Julie Bundgaard Nielsen gør et ihærdigt forsøg på at udnytte lokalsamfundet, kombinere håndværk og moderne teknik og som ikke ser ordet ‘bæredygtighed’ som en begrænsning, men som en mulighed.

Vi spurgte den kreative og nytænkende chefdesigner om et par spørgsmål, i håb om at gøre opmærksom på, at bæredygtig mode ikke kun er noget man finder i H&M, men sagtens kan være noget der kan sætte dagsordnen for en københavnsk storspiller inden for den kunstneriske beklædningsform, og som kan bringe noget nyt til den danske modescene.

___________________________________________________

Når man træder ned i det lille hyggelige værksted, der mest af alt minder mere om et snedker-værksted end et syrum, fornemmer men hurtigt passionen for håndværk og originalitet, og det er forståeligt; det hele startede med en kreativ mormor, der satte en dyd i at at gøre tingene selv og som ikke var bleg af at lære fra sig – Mette Julie fik hurtigt opsnappet metoderne til bl.a. knibling, hækling, strik, syning og broderi, og i dag er det de selvsamme metoder der danner grobund for det solide håndværk der præger Mette Julies couture-værker.

 Billede: Christoffer Juul/FashionFladen

FF: Hvordan er det danske marked for couture, og er der meget konkurrence i en by som København?
MJ: “København er ikke en by med en decideret couture tradition.
Derfor er der selvsagt heller ikke megen konkurrence mellem couture designerne pt.
Men jeg synes det kunne være fantastisk at der var flere der lavede couture i København, så der kunne blive en større scene for denne del af modespekteret.”

FF: Hvorfor couture?
MJ: “Jeg har valgt at arbejde med couture fordi jeg ikke kan lade være!
Det er en utrolig tilfredsstillelse for mig at se ideer gro gennem hele processen frem til det færdige værk.”

FF: Er bæredygtighed og couture to ting der er svære at kombinere?
MJ: “Couture og bæredygtighed er en sammensætning der klæder hinanden rigtig godt.

Bæredygtighed er mange ting, og der er mange aspekter man skal forholde sig til.
Det er meget komplekst og det kan være svært at gennemskue i de forskellige processer et stykke tøj gennemgør i sin tilblivelsesproces og livscyklus. Men med couture er det nemmere at have et overblik over hvordan tøjet bliver til. Derfor kan det som designer være lettere at implementere bæredygtighed i sin couture, end ready-to-wear hvor man kan have et produktionsapparat på den anden side af kloden.

Til eksempel er det bæredygtigt at bruge sit lokalmiljø da det betyder mindre CO2 belastning ved transport af produktion, derved er couture der er lavet i nærmiljøet, fx MADE IN DENMARK bedre for miljøet end produktion i udlandet.

Ydermere kan MADE IN DENMARK også have en anden betydning for bæredygtighed, da det at gøre brug af sine lokale resourser i forhold til fx arbejdskraft, er godt for lokalsamfundet. I den forbindelse kan man samtidigt også bedre sikre
ordentlige arbejdsforhold, altså en lokal social bæredygtighed.

Der er også et begreb der hedder Zero Waste.
Det handler om at minimere spild, og sikre maksimalt udbytte af resourserne.
I og med at der kan sikres balance mellem udbuddet og efterspørgslen af couture design, i modsætning til ready-to-wear produktion hvor der nemt kan forekomme overproduktion i forbindelse med at der ikke er blevet solgt det forventede/ønskede antal af styles ude i butikken. De varer kan desværre ende til slut med at blive destrueret uden at det overhovedet har været i brug.

I couturens verden er der begrebet made-to-measure eller bespoken som betyder at tøjet er tilskåret efter den enkeltes mål, hvilket sikrer en bedre pasform og derfor kan være medvirkende til at tøjet bliver brugt mere eller i længere tid, da det bare sidder bedre på den enkeltes krop.

Ydermere kan man selvfølgeligt vælge at arbejde med bæredygtige materialer, eller gøre brug af teknologien der udbyder antibakterielle materialer eller fx nanoteknologi, der kunne medvirke til at nedsætte den store belastning det er for miljøet at vi vasker vores tøj.

Sidst men ikke mindst kan man arbejde efter et princip om æstetisk bæredygtighed,. Forstået på den måde, at den længere tid der er blevet brugt i design processen, med couture beklædning, er direkte visuelt i tøjet.
At der simpelthen har været mere tid til at skabe og kreere noget nyt.
Det kan også findes i den lille detalje, den særlige finish, det kvalificerede håndværk, og endda i en æstetisk fleksibilitet som kan indarbejdes i designet med fx forskellige måder for at personliggøre tøjet igennem flere anvendelses- og stylings muligheder.

Derfor mener jeg at dette sidste skud på stammen med æstetisk bæredygtighed kan vise sig ret vigtigt i udviklingen mod en større omtanke og samvittighed i tøj industrien, da det bestemt kan være med til at forlænge brugen af det enkelte stykke tøj og på den måde være særdeles bæredygtigt.” 

Billeder: Christoffer Juul/FashionFladen

Du kan se og læse mere om BUNDGAARDN I E L S E N her, og har du lyst til at se nærmere på kreationerne, udstiller BUNDGAARDN I E L S E N deres couture under modeugen i Øksnehallen.
Ellers er det altid tilladt at smutte forbi showroomet i kælderen på Nansensgade 69, drikke en kop kaffe, nusse lidt med den lille modehund Ove og beundre de smukke beklædningskunstværker.

 Billede: Christoffer Juul/FashionFladen

BÆREDYGTIGHED

H&M // Roskilde

 
Nu er Roskilde ved at være tæt på, og for mange af os er det året begivenhed. Det er det også for en masse virksomheder, der rykker med ud på marken for at promovere og bidrage til festivalen. 
Som mange af os modefanatiker, handler festivalen også om noget andet end øl og musik – shopping; for Roskilde er nemlig himmerige når det kommer til boder, for her kan man nemlig bl.a. finde både Wood Wood og Henrik Vibskov såvel som Mads Nørgaard og Samsøe Samsøe. Ud over dem, så har en et andet modebrand deltaget i festivalen i stor stil med eget luxus-camping område kaldet Reboot Camp. Men efter tre år med det koncept, har H&M valgt at droppe det til fordel for et koncept bykket på bæredygtighed – de rykker ind på selve festivalpladsen (hvor de før holdte til omme bag Orange Scene), hvor der bl.a. andet kommer til at være en såkaldt Swop Shop, hvor man kan bytte ens eget aflagte festivalstøj, for at modtage et specialdesignet stykke tøj lavet af unge designere der vil lave tøjet på festivalen i H&M Design Lab. 
Det nye tiltag fra den svenske tøjgigant, giver helt klart mulighed for succes på en festival, hvor tøjet også betyder en del for de mange gæster. Og hvilken fashionista ligger ikke inde med et stykke gammelt tøj, som de kan få byttet til et stykke unika? Det kan man da kalde bæredygtig beklædning, der passer godt til Roskilde Festivalens eget image som en velgørende festival.
BÆREDYGTIGHED

Fem skarpe til FairStyles


FashionFladens første program dette år var i bæredygtighedens tegn, og vi havde i denne forbindelse interview med stifterne af FairStyles, Charline Skovgaard og Camilla Broen. FairStyles er Danmarks eneste visuelle kommunikationsbureau der udelukkende fokuserer på bæredygtige mode-og livsstils produkter. Udfra mottoet  “fra langhåret til hip” brænder Camilla og Charline for, at udbrede bæredygtige livsstilsprodukter, og fortælle historien om, hvor produkterne kommer fra, og hvorfor dette betyder noget for den enkelte forbruger.
Vi stillede dem vores “fem skarpe” og fik interessante svar i bæredygtighedens navn. 



Favorit High Street brand?

Engelske Komodo der får deres tøj produceret under forholdsvis fine betingelser blandt andet i Kathmandu og Bali. Vi kan godt lide Joe Komodos vision om, at være et fashionbrand med en bæredygtig tankegang og ikke omvendt, altså at det økologiske projekt prøver at være fashion. En anden dimension der gør dem interessant i bæredygtighedens tegn er, at deres webshop leverer til alle lande, og derfor har alle mulighed for at tænke i bæredygtighed når de shopper på nettet.
www.komodo.co.uk



Favorit luksus brand?


Den danske designer Peter Jensen bosat i London, der laver en del af sin kollektion af økologisk og certificeret bomuld.



Hvilken modepersonlighed inspirere Jer?


Stella McCartney og Katharine Hamnett. 

Om Kathrine Hamnett fortæller Charline: Det findes mange idealister, men desværre er det de færreste der kommer ud af andedammen. Jeg er meget inspireret at græsrødder der kommer fra undergrunden, og driver det til noget der bliver hørt og set i gadebilledet. I 1980’erne var Kathrine Hamnett en af de revolutionære som ikke mange gad at høre på, men via hendes statements som “save the world” og “free spirit”hun var en frontkæmper for miljøet, og en del kendte gik med hendes t-shirts. 

Om Stella McCartney siger Charline:

Jeg kunne tale stolpe op og stolpe ned om Stellas statements. Trods det, at hun kører en millionbusiness, er hun socialt ansvarlig og via sine betydningsfulde venner har hun kunne markedsføre sit brand og sine visioner. I korte træk, bruger hun så vidt muligt, bionedbrydelige produkter, og ingen brug af pels og skind. Stella McCartney er bevidst om, at minimere sin kollektion, så den begrænser brugen af skind. For eksempel lavede hun fornylig en taske med slangeprint, men hvor signalet var tydeligt: nok kan man lide slangeskind, men bare ikke den ægte af slagsen. Slangen skal forblive levende, men heldigvis kan vi stadig få glæde af dens smukke skind. Stella McCartney er selv vegatar og opfordrer alle til at have mindst en kødfri dag om ugen.


Jeres foretrukne modedestination?


Alle u-lande med et autentisk håndværk. Nepals væverier og Bolivias strik ponchoer er begge gudsbenået håndværk.

Kan I nævne en modeoplevelse I husker for noget særligt?


Charline fortæller: I 1999 stylede og koordinerede jeg et show i Cirkusbygningen, hvor vi fik fløjet Naomi Campell ind som den første supermodel nogensinde der kom til Danmark. Helena Christensen viste hende København i løbet af dagen, også gik hun showet om aftenen, kun iført danske designere.







BÆREDYGTIGHED

Mere skabsplads og god samvittighed

Her på FashionFladen er vi vilde med bæredygtige tiltag i modebranchen, så da vi hørte om H&Ms nyeste CSR-initiativ blev vi jublende henrykte. 

I februar 2013 arrangerer den svenske modegigant en tøjindsamling for deres kunder. Indsamlingen kommer til foregå i en række udvalgte H&M-butikker rundt om i verden. Princippet er simpelt: Du muger ud i al det gamle kluns, du har liggende, og som du alligevel aldrig bruger. Dit gamle tøj – uanset type og mærke – afleverer du i H&M, og som tak kvitterer de med en rabatkupon på 15%, som du frit kan benytte i butikken. Dit gamle tøj bliver overdraget til H&Ms samarbejdspartner I:Collect, der bearbejder tekstilerne, så de kan bruges igen til nye klæder. Og prikken over i’et; mængden af tekstilaffald reduceres, og miljøet bliver dermed mindre belastet. Du får altså mere skabsplads, god samvittighed og rabat i H&M.
Der er ingen tvivl om, at tøjindsamlingen er et smart reklamestunt fra H&Ms side af, men H&M skal alligevel have ros for, at de gør en indsats hen imod at åbne endnu flere forbrugeres øje for vigtigheden af bæredygtighed. 
(Kilde: http://costume.dk/article/161579-aflever-dit-brugte-toj-i-hm-og-fa-15-rabat)
BÆREDYGTIGHED

Modegiganter på detox-kur

Foto: http://eshgheman.livejournal.com/104035.html
Ud med kemien inden 2020! 
– Sådan lyder målet for miljøorganisationen Greenpeaces DETOX-program, der har fået flere større tøjkæder til at tænke bæredygtigt. Det er verdensomspændende brands som H&M, Mango og Zara, der har indvilliget i at nedsætte brugen af kemikalier inden år 2020.
I slutningen af november fremlagde Greenpeace en rapport, der afslørede miljøskadelige kemikalier i tøj fra blandt andre Zara, Vero Moda, Calvin Klein og Only. 
Rapporten har vagt stor opsigt, da mange firmaer inden for tøjindustrien indtil nu har været tilbageholdende med at give oplysninger om produktionsforholdene bag tøjfremstillingen. Som forbruger har det derfor været vanskeligt at klæde sig miljøvenligt. Men det bliver der altså lavet om på nu.
Fornyligt skrev vi i et blogindlæg, at modeindustrien er verdens næst mest forurenende, kun overgået af olieindustrien. Det nye initiativ fra Greenpeace vil forhåbentlig ændre på den uheldige statestik og gøre modeindustrien renere og sundere for både forbrugeren, naturen og de der er ansat på fabrikker, som fremstiller tøj. 
Kilde: http://fashionforum.dk/2012/12/10/flere-modekaeder-lover-at-droppe-kemikalier-inden-2020/

BÆREDYGTIGHED

Genbrug er guld

Billede: http://svalerne.dk/index.php?page=fredericia-genbrug

Genbrug er guld

Minkpelsen erstattes med faux fur og de store high street brands som H&M og danske Vero Moda har efterhånden alle lanceret en linje med økologisk basistøj. I disse år taler man meget om miljø og bæredygtighed inden for modebranchen. Og nu kan de danske genbrugsbutikker også mærke, at miljø- og prisbevidsthed er blevet mere udbredt blandt tøjshoppere i Danmark.
Inden for de senere år er salget af genbrugstøj steget markant. Faktisk bliver der langet så meget second hand-tøj over disken, at Røde Kors-butikkerne har lavvande på lageret. Efterspørgslen overgår simpelthen udbuddet. Det bekræftes af nye tal over Røde Kors-butikkernes omsætning, der ifølge en nyhedsopdatering fra Dansk Mode og Textil er steget med hele 20 % i år.
Tidligere var det ofte folk med færre økonomiske midler, der købte genbrugstøj, men i dag er genbrugsbutikkernes kundeskare langt mere broget – unge som gamle, mænd, som kvinder, guldkortejere såvel som SU-modtagere handler gladeligt ind til gaderoben i den lokale genbrugsbutik.
Oveni den øgede omsætning oplever Røde Kors også, at dét tøj, der indleveres er langt mere slidt end tidligere, hvilket må vidne om, at forbrugerne bruger deres tøj i længere tid. Dertil kommer, at forbrugerne sandsynligvis ikke køber nær så meget nyt, ubrugt tøj som før i tiden.
Den øgede interesse for second hand-tøj kan dels skyldes den økonomiske krise, der har sat dybe spor i de danske forbrugeres prisbevidsthed. Men lige såvel kan det være et udtryk for, at vi er blevet mere opmærksomme på at passe på miljøet.
Og det er jo et ganske positivt signal at sende til modebranchen, der – på trods af flere bæredygtige tiltag – stadig ligger nummer to på verdensplan blandt de mest forurenende brancher – kun overgået af olieindustrien.
Oplysninger hentet fra: