ANGELA AHRENDTS

Portræt af Angela Ahrendts

Hun vendte Burberrys nedadgående salgskurve til en bragende succes, og fik genetableret Burberrys ry som ikonisk modebrand på den internationale modescene. FASHIONFLADEN tegner et portæt af Angela Ahrendts.
Angela Ahrendts. Foto: Michael Hemy, BoF
Angela Ahrendts er en af verdens mest anerkendte og højtprofilerede erhvervsledere. ”Og hvad har det med mode at gøre?” vil nogen måske tænke. Alt! For med sin visionære tankegang formåede Ahrendts at vende den ellers synkende skude Burberry til en bragende succes, og hun satte dermed et uafvaskeligt indtryk på modebranchen. I dag er Burberry nemlig tilbage blandt de helt tunge drenge i international mode.

Ahrendts blev født i en lille by i staten Indiana, USA i 1960. Hun var ud af en søskendeflok på seks børn. Gennem hendes barndom og ungdom var det hendes drøm at gøre karriere inden for modebranchen som designer. Som ung studerede hun på Indiana Ball State University, og her indså hurtigt, at hun var mere interesseret i den forretningsbaserede side af modebranchen. Hun uddannede sig inden for markedsføring og dagen efter sin afsluttende eksamen i 1981 rev hun teltpælene op og flyttede til New York. Hun begyndte kort efter at arbejde for det amerikanske modehus Donna Karan. Efterfølgende arbejdede Ahrendts kortvarigt hos luksusbutikken Henri Bendel, inden hun sluttede sig til modevirksomheden Liz Claiborne Inc. som koncerndirektør. Her formåede hun bl.a. at gøre Juicy Couture til et verdenskendt brand.

I 2005 forsøgte det traditionsrige britiske luksusmodehus Burberry at headhunte hende, men hun takkede nej i første omgang: ”Jeg havde langt om længe mit liv under kontrol. Jeg havde endelig fået hus, tre børn og hund. Jeg havde det bedste job på 7th Avenue. Jeg troede ærlig talt ikke på, at livet kunne blive bedre. Det var ren idyl og lykke,” har Ahrendts udtalt i det amerikanske talkshow Charlie Rose. Men Burberry gav ikke op så let, og til sidst indvilligede Ahrendts i at mødes med Burberrys kreative chef Christopher Bailey. Han forsøgte ihærdigt at overbeviste hende om, at hun skulle tage imod jobtilbuddet hos Burberry – og det gjorde hun.
Burberry, der led under en styrtdykkende salgskurve og popularitet, var trængt i knæ, da Ahrendts tiltrådte som virksomheden administrerende direktør i 2005. I årene frem til 2013 gjorde Ahrendts Burberry til en bragende succes. Hun omstrukturerede virksomheden og øgede dens fokus på digital innovation. Fra at Burberry havde været et uaktuelt modehus, gjorde Ahrendts’ Burberry til et globalt og ikonisk modebrand, som modejournalister og bloggere hylder, og som forbrugerne sukker længselsfuldt efter.
I dag besidder Ahrendts en stilling som senior vice-president hos Appel Inc, men der er ingen tvivl om, at hun har sat sit præg på modebranchen i en sådan grad, at det er gået over i modehistorien.
ANNA WINTOUR

Hvem har magten i modebranchen?

Webmediet The Business of Fashion har kortlagt top 500 over de mest indflydelsesrige personligheder i den internationale modebranche. FashionFladen har taget et kig på listen, for at finde ud af om den nu også er fyldestgørende.
David Beckham, tidl. fodboldspiller. Foto: businessoffashion.com

Fornylig kortlagde webmediet Business of Fashion listen over modebranchen 500 mest betydningsfulde aktører i 2014. Listen består af en blandet skare af kreative sjæle og benhårde businessfolk, som tilsammen formår at holde gang i en af verdens største industrier. Motivationen for at opstille denne top 500 lader da også til at være drevet af modebranchens stadig større indflydelse på verdensøkonomien. Det er en branche, der ikke er til at komme uden om i og med vi alle i højere eller mindre grad konsumerer tøj. Ligesom modebranchens aktører i de senere år har fået stadig mere økonomisk og politisk indflydelse. For eksempel var chefredaktøren for amerikansk Vogue, Anna Wintour, en aktiv fundraiser under præsident Barack Obamas seneste valgkampagne i 2012.

Freja Beha Erichsen, model. Foto: businessoffashion.com

Listen går under navnet BoF 500, og fungerer som en slags professionel social media-platform, hvor alle interesserede kan følge hver enkelt af de 500 medlemmers karriere, læse nyheder om medlemmerne, og følge deres gøren og laden via hashtags og billeddelinger. På listen figurerer alt fra moderedaktører, designere og modeller, til hollywoodstjerner, erhvervsfolk og fotografer, herunder Chanel-designer Karl Lagerfeld, chefredaktør Anna Wintour, model Cara Delevingne og sågar den tidligere fodboldspiller David Beckham. Den danske modebranche er repræsenteret med et enkelt medlem, nemlig topmodellen Freja Beha Erichsen

Er vi de eneste, som synes, at der er nogle danskere, som er blevet overset? 
Der er trods alt en del aktører i den danske modebranche, som har gået forrest i kampen for en mere bæredygtig modebranche. Tag for eksempel folkene bag NICE-projektet under Danish Fashion Institute eller de mange danske designere, der udelukkende arbejder med bæredygtige materialer.
Giv din mening til kende i kommentarfeltet: Hvem synes du mangler på listen?

Du kan læse mere og se hele listen her: http://www.businessoffashion.com/bof500/2014