ANMELDELSER

Lala Berlin AW16

Photos: Copenhagen Fashion Week 

Lala Berlin, 3. februar 2016, Copenhagen Fashion Week AW16

Lala Berlin leverede et show domineret af street tilsat et feminint touch, spicet op af rå elementer. Outfits var holdt i nuancer af hvid, sort, grå og mørkegrøn, mens modellernes postkasserøde læber gav fokus på deres ansigter. Men læberne var ikke det eneste, der var bemærkelsesværdigt ved deres ansigter. Alle var de udstyret med en guld næsering – enten placeret som septum eller i næsefløjen, hvilket sammen med netstrømperne med de store masker skabte et rebelsk look.

Blazere og bluser med dybe udskæringer fremhævede modellernes markerede brystben og brød det rebelsk look og skabte en form for disharmoni, som Lala Berlin fik til at fungere.
Snittet var overvejende asymmetrisk og materialer som læder, strik og velour var gennemgående. Derudover bar flere af modellerne enten sorte eller hvide huer, der var placeret et godt stykke oppe på hovedet. Flere af dem var udsmykket med en tyrehoved-broche.  

Tyrehovederne, som også optrådte på flere dele af tøjet, var sammenhængsskabende for den musik, der var valgt til showet. Tonerne lød til at være orientalsk inspireret og mindede mest af alt om noget, der ville blive spillet under en tyrefægtning i Spanien. Showet blev afsluttet med, at publikum fik lov til at tiltræde catwalken og på hel tæt hånd fotografere modellerne, som havde stillet sig rundt omkring og agerede mannequindukker.

//

The Lala Berlin show had a street vibe to it combined with raw elements. Colors were kept in white, black, grey and dark green and the models’ red lipstick and nose rings screamed for attention. 

Materials like leather, velvet and knitwear were dominated by asymmetrical cuts styled with black and white headpieces that gave the models a hipster’s attitude. The show had a Spanish vibe to it as tunes from Spanish music filled Copenhagen’s City Hall. Designer Leyla Piedayesh gave her audience a special treat as her models came out after the show to let the audience take pictures. 



ANBEFALINGER

FROZEN ECHO

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week
HENRIK SILVIUS AW15, 30. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week  

En designer, der hædrer mandens identitet og hans gudelige figur. Tendensen med de stramme underbukser fra SS15 tonede stadig karakteristisk igennem i denne AW15 kollektion. Dog var kollektionen mere omfattende denne gang, og spillet mellem materialerne var størrer end Henrik Silvius sidste runway show. Kollektionen havde et godt flow, og balancerede godt med pelsdetaljer samt mat skinnende stof i klassisk menswear snit i halvfyldige silhuetter og høje taljer. Kollektionen Frozen Echo som helhed var pæn i udførelsen og præsenteret i passende vinterdystert atmosfære.  Denne AW15 kollektion har overrasket positivt!

ANBEFALINGER

Elegant debutant

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Federico D’Angelo AW15, 31. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week

1970’er tendensen der dominerede mange af modeugens shows, måtte vige pladsen til fordel for rene, stringente linjer ved Federico D’Angelos show, der tydeligt fortalte historien om designerens tidligere karriere som arkitekt. Efter at have drevet forretning i Milano besluttede han at flytte til København, og har tidligere indgået samarbejde med Kopenhagen Fur. Dermed havde minkpelse i dyb rød og sort sneget sig med i kollektionen, og deres tilstedeværelse understregede det elegante look. Læder og transparente materialer gav dybde og dynamik til kollektionens stramme linjer. Federico D’Angelo holdt sin kollektion i sort, hvid, mørkeblå og vinrød – farver der passer en moden kvinde. Samtidig skal hun have en vis figur, for at kunne bære de høje kraver, korte længder og taljerede skjorter.  Federico D’Angelo slog sit navn fast, som en designer der ikke designer ikke til hvem som helst, og som har styr på sit håndværk.

ANBEFALINGER

Marokkansk romantik

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week


Baum und Pferdgarten AW15, 29. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week

Der var skruet op for romantikken da duen Rikke Baumgarten og Helle Hestehave viste Baum und Pferdgartens bud på næste års vintermode. Med sin akustiske guitar, sørgede Jesper Madsen fra Echo Mes for stemningen, og ind slentrede modellerne, der alle virkede afslappede og i balance. Ordet balance kan også bruges til at beskrive den aktuelle kollektion. Inspirationen kom fra Marokko, og Baum und Pferdgarten kan noget med farvesammensætninger og mønstre, som på smuk vis gik op i en højere enhed. Referencer til sportens verden blev kreativt brugt i kombination med pencilskirts og figursyede jakker. Et klart signal om, at den kvinde der iklæder sig Baum und Pferdgartens kreationer er travl og har øje for karrieren. Samtidig har hun ikke lagt det ungdommelige og sporty på hylden, men kombinerer elegant de to ting.  


ANBEFALINGER

Yde på dansk visit

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Yde AW15, 29. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week

Hvilket bedre sted end Hôtel d’Angleterre kunne Ole Yde finde som location for sit show? Den internationale dansker, der viser show i Paris (og det endda som en del af den parisiske modeuges officielle showprogram), har for vane at udvælge de mest luksuøse omgivelser. Omgivelser der matcher hans kompromisløse tilgang til, hvad godt og elegant design skal kunne.

Denne gang kom inspirationen fra kunstneren Gustav Klints guldmosaikker. Udtrykket var mere stringent og nedtonet, dog uden at miste den elegance YDEs designs er elsket for. Ole Yde brugte endnu en gang minkpels, der biddrog til følelsen af glamour, og derudover blev ræv brugt som et luksuøst blikfang. Modellernes høje Louboutin stiletter var prikken over i’et, men som desværre faldt lidt til jorden, idet mange af pigerne ikke til fulde mestrede kunsten, at gå i de høje sko. Dette var en skam, da showet dermed efterlod sig et lidt anstrengt indtryk, i stedet for en elegant lethed som sandsynligvis var intentionen.


ANBEFALINGER

Tilbage til 1970’erne

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Designers Remix AW15, 29. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week

Charlotte Eskildsen havde lagt det enkle, minimalistiske look på hylden, for i stedet at gi’ den gas på bedste 1970’er manér. Med topmodellerne Kristine Liljegren og Caroline Brasch i front, strøg modeller selvsikkert ned af GO Racings racerbane, der i showets anledning var omdannet til location for Designers Remix. 

1970’erne er meget in lige nu, og den afslappede og cool stil ses gengivet mange steder. Designers Remix bud på tidslommen, kom til udtryk ved træskostøvler og bælter i kernelæder, plisserede nederdele og jumpsuits, flagrende trech coats og skønne ABBA-inspirerede hatte i kernelæder. Det er svært at arbejde med et årti, som f.eks. 70’erne, uden det bliver for meget retro. Denne udfordring klarede Charlotte Eskildsen ved at tilføje sin kollektion kant i form af sporty elementer såsom dynejakker, samt sort-hvide sæt. Den del af kollektionen fungerede mindre godt, og dele af de nedtonede, sorte styles mindede lidt for meget om noget vi har set før, f.eks. hos Alexander Wang. Med andre ord: Skal du iføre dig Designers Remix til når det igen bliver koldt, så gå efter det bløde 70’er look.

ANBEFALINGER

Bulletproof

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week


Jean Phillip AW15, 29. januar 2015, Copenhagen Fashion Week

Der er sket meget med Jean Phillips designs, siden vi her fra FASHIONFLADEN første gang stiftede bekendtskab med designeren. Dengang, for cirka tre år siden, var hans kollektioner præget af løse silhuetter og lag på lag samt læderdetaljer og lynlåse der tilføjede looket kant. Kollektionen Jean Phillip viste på Børsen var enkel og stilren, og gav fornemmelsen af, at designeren endnu en gang har skåret ind til benet. 

Den aktuelle kollektion, fandt sin inspiration i et eneste stykke beklædning: Den skudsikre vest. Dermed fik showets titel, Bulletproof, flere betydninger. Tøjet vi klæder os i, sikrer os imod naturens rasende elementer, men vi bruger det også til at dække os til, og fortælle en bestemt historie om os selv. Tøjet er et skjold, en identitetsmarkør vi ifører os. Samtidig refererede bulletproof til den hurtige tid vi lever i, hvor det gælder om at være ‘på’ hele tiden. Sportsreferencer i form af nettrøjer og dykker lynlåse bidrog til denne følelse, mens voluminøse silhuetter huskede os på, at Jean Phillip også har et kunstnerisk talent. Det kunstneriske kom også til udtryk i Jean Phillips kreative løsning på, at han ikke ønskede at iklæde sin modeller smykker. I stedet fik de flager af sterling sølv i håret, og mange bluser var udsmykket med en fin metal-dekoration i sterling sølv. Læderdetaljer gav endnu en gang modspil til de bløde materialer, også var flere af Jean Phillips bukse-styles udstyret med lynlåse på ballen, som tilføjede et strejf af sex appeal. 

ANBEFALINGER

En rodet massagetime

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Henrik Vibskov AW15, 28. Januar 2015, Copenhagen Fashion Week

‘Velkommen til den mærkelige og fantastiske verden: The Messy Massage Class!’. Sådan skrev Vibskovs presseteam i pressemeddelelsen, og dermed var stilen lagt. I anledningen af showet, blev Papirhallen udstyret med en kæmpe træinstallation, der bevægede sig op og ned, og sørgede for at de mange læderhandsker (massagehandskerne), der dinglede hen over hovederne på en række statister, bevægede sig. Statisterne lå på række, dækket af et hudfarvet tæppe, og kun med ansigtet fri, til at sige lyde i en mikrofon, der svævede over deres hoveder. Lyde, som var de ved at blive masseret.

Den særegne installation, stod i kontrast til kollektionen, der på sin egen finurlige Vibskovs-facon var overraskende anvendelig. Henrik Vibskovs stil er blevet voksen, og kollektionen indeholdt flere elementer, der ville egne sig godt til hverdagsbrug. Showet var som altid stylet ud fra Vibskovs særegne sans for æstetik, og lag på lag, over size strik, culotte bukser og lange uldfrakker udgjorde dens hovedelementer. Som så mange gange før, bar modellerne headpieces, som denne gang var høje og vakkelvorne.

ANBEFALINGER

Skovgaards debut

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Nicklas Skovgaard autumn/winter 2015, 28. januar, Copenhagen Fashion Week

Spændende var det da Nicklas Skovgaards første model betrådte Børsens sildeparket. Hvad havde den unge designer fundet på? Første gang offentligheden lærte Nicklas at kende er et par år tilbage. Kun 15 år gammel, medvirkede han dengang i DR K programmet Modens Korridorer, hvor man fulgte hans dagligdag i Svendborg, og fik indblik i hans største drøm: At blive designer.

Resultatet af designerdrømmen kunne så opleves i dag. Et resultat, der i alt sin enkelthed desværre gik hen og blev kedeligt. Kollektionens grundfarve var grå, og hertil havde Skovgaard tilføjet elementer af farvet pels i blå og rød. Pelsen var placeret på ryggen, i håret, på skuldre og ærmer. Derudover måtte den grå farve, i en enkelt kreation, vige pladen for en lang blårøde pels (billedet herover). Om Nicklas Skovgaards intention var at lave en frakke, eller om der nærmere er tale om en avantgardistisk kjole, må være op til beskueren at fortolke. Skovgaard udmærkede sig med sine fine, rene linjer, men næste gang vil vi gerne se at han kaster sig ud i, at eksperimentere mere med farvebruget og skruer ned for pelsplaceringerne, der desværre ofte virkede malplacerede.