#CPHFW #NICKLASKUNZ #SS15 #ALEGENDARYHOODLUM

Hoodlum Havoc

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week
Nicklas Kunz, Spring/Summer 2015, 7. august 2014, Copenhagen Fashion Week

Mange designere har de seneste år placeret sig i gråzonen mellem traditionelt menswear og afslappet sportswear. Nicklas Kunz’ SS 15 kollektion, A Legendary Hoodlum, hørte også hjemme i dette grænseland. Tro mod Kunz’ skæve inspirationskilder ramte kollektionen en balancegang midt mellem atletisme, gademode og æstetisk renhed, hvor snit, materialer, farver og silhuetter smeltede sammen, og skabte uniformen til en raffineret hustler – A Legendary Hoodlum.
Kollektionen blev præsenteret i en af Grand Teatrets biografsale, og var noget så sjældent som et modeshow hvor der var sidepladser til alle. Salen var så godt som fyldt, og folk var mærkbart spændte på at se, hvad kollektionen ville byde på. At biografsalen havde et surroundsoundanlæg der ikke manglede hestekræfter blev bestemt ikke forbigået, og modellerne gik turen rundt i salen til tung hiphop samt klip fra gangsterfilm af ældre dato.
Da modellerne til slut samledes foran det store lærred, og Kunz kom løbende ind i salen til stående applaus, stod det klart at dansk mode har fået en ny mensweardesigner, som man bestemt skal holde øje med.