CRADLE TO CRADLE

Genbrug, bæredygtighed og finurlige festivaloplevelser

Tøjgiganten H&M er et brand i konstant udvikling og fornyelse. I juni bragte vi således et indlæg om firmaets nye koncept på dette års Roskilde Festival, og som opfølgning på dette, mødte FashionFladens udsendte i sidste uge H&Ms danske PR-chef Marlene Hyre-Dybbro og marketingchef Birgitte Aaen Kastberg på festivalpladsen. 


Finurlige festivaloplevelser

For fjerde år i træk var H&M at finde på Roskilde Festival, men som noget nyt, kunne brandet byde samtlige festivalgængerne indenfor, idet man var flyttet ud af mediebyen, som kun er for pressefolk, artister m.m., og ind på selve festivalpladsen. Med det nye område “H&M Loves Music”  var konceptet fornyet: Fra at tilbyde de heldige med adgang til mediebyen et lækkert område med mulighed for afslapning (H&M Reboot Camp), var der i år sat fokus på genbrug og bæredygtighed. Samtidig  havde festivalgæsterne mulighed for at slænge sig i hængekøjer lavet af telte fra den gamle Reboot Camp, eller slappe af på containerbygningens tagterrasse. Her var bæredygtig mad i fokus, for som Birgitte Aaen Kastberg udtaler: Vi vil gerne helt tæt på festivalgæsterne og i dialog med dem, og jeg er sikker på, at vi kan få en masse nye idéer og input, ligesom festivalgæsterne kan få et bedre billede af, hvad der står højt på agendaen hos H&M. Man havde dermed indgået samarbejde med tidligere kokke på Noma; Søren Westh og Torsten Vildgård. Forbipasserende festivalgæster kunne således være heldige at komme forbi på det helt rigtige tidspunkt, og få serveret en lækker cocktail og en såkaldt Cradle to Cradle Snack tilberedt af de to kokke. Snacken blev serveret i et naturligt nedbrydeligt papir med persillekorn indeni, som man kan lægge fra sig hvor som helst, og såfremt  jordforholdene er til det, vokser persillen frem lige dér, hvor man efterlod sin snack.  


                                

Don’t let fashion go to waste
H&M er først og fremmest en modevirksomhed, og dermed var bæredygtighed og genbrug af mode og tekstiler det primære fokus. Hos H&M Loves Music blev festivalgæsterne dermed mødt med slogannet “don’t let fashion go to waste”, og med dette budskab kunne man således aflevere et stykke tekstil, man alligevel ikke bruger, for derved at bytte det til et nyt item, designet af et hold designere og kunstnere H&M havde rekrutteret til formålet.  95% af alt tøj der havner på lossepladsen kan genbruges fortalte Marlene Hyre-Dybbro mig, et tal der virkelig overraskede. For at sætte bæredygtighed og genbrug på dagsordnen blandt festivalgæsterne tog H&M, dermed sit initiativ H&M Garment Collecting med på festivalen, og enhver kunne således aflevere sin gamle strømpe, og få f.eks. få et lækkert hårbånd tilbage. Ganske gratis. H&M Garment Collecting er et miljømæssigt initiativ med det formål at reducere mængden af brugt tøj, der ender på lossepladsen, og indtil videre har de danske kunder indleveret 44 tons tøj. Danmark er således det land, hvor der er indleveret mest tøj set i forhold til indbyggertal. Marlene Hyre-Dybbro understregede dog, at det er vigtigt for H&M ikke at “stjæle” tøjdonationer der eller ville have gået til Røde Kors, og andre hjælpeorganisationer. H&M tager imod alle tekstiler, hullet som laset  hvor tøjet skal være i nogenlunde stand, hvis det afleveres til hjælpeorganisationerne.  Det er ikke kun tekstiler H&M formår at genbruge og omdanne til nye styles. Jeg var meget overrasket da Marlene Hyre-Dybbro viste mig en kjole, fra H&M Garment Collecting kollektionen, der var fremstillet af tidligere plasticflasker. I samarbejde med kunden, arbejder H&M dermed på at anvende  naturens ressourcer bedst muligt, og på sigt er målet at skabe et lukket kredsløb, i genbrug og anvendelse af naturens ressourcer. H&Ms initiativ for bæredygtighed og genbrug handler dermed ikke om at stoppe med at producere mode, men derimod om at bruge ressourcerne ansvarligt – igen og igen.