DAY BIRGET ET MIKKELSEN

Story telling og det store udland

Foto: http://www.insbuyr.com/store/Day-Birger-et-Mikkelsen

Modeugen står snart for døren og de danske designere er ved at være klar til, at vise deres kollektioner for spring / summer 2014 frem for pressen og andre interesserede modeentusiaster i Kongens København. Men hvad har dansk mode egentlig af potentiale i det store udland? Og hvad skal designerne særligt have sig for øje, når drømmen rækker ud over landets grænser? Det har Victoria Rask Teisen, marketing- og PR ansvarlig hos Day Birger et Mikkelsen et bud på. 

Af Pernille Hammershøj Madsen
Hvad kan danske brands gøre for at optimere deres salg i udlandet?
Jeg tror det er vigtigt at holde fast i den Skandinaviske ånd der eksisterer omkring design. I Skandinavien har vi sans for kvalitet og gode, veludførte detaljer. Vi har øje for skarpe og præcise linjer, og det tror jeg er vigtigt at holde fast i, når man gerne vil gøre sig gældende på et internationalt marked.  For Day Birger et Mikkelsen er det selvfølgelig vigtigt, at vi kan levere produkter og tøj som skiller sig ud fra de andre mærkers stil. Hos Day har vi altid gjort meget ud af, at have en høj brand DNA, og det har været medvirkende til, at vi er blevet store på hjemmemarkedet. Det ønsker vi også at være i udlandet, og for at opnå dette, er det vigtigt, at man kan se at designet kommer fra Day, og at det er dansk.  En anden vigtig faktor er den story telling som vi benytter os af, og som vi er stærke i.  
Kan du uddybe hvad story telling for jer vil sige?
Jeg mener at få danske brands deler vores historie. Keld Mikkelsen har siden 1997 bygget modehuset op fra scratch, og i tidens løb er der kommet home, mens wear (som ikke eksisterer mere, red.) og sidste skud på stammen er 2nd Day der blev lanceret i 2011 og lige siden har buldret derud af. Særligt har Norge budt 2nd Day velkommen, og landet er hurtigt blevet et af linjens key markets. Jeg synes det er super interessant, at vi kan udvikle os herhjemme samtidig med, at vores andre markeder ligeledes bevæger sig i den rigtige retning.
Med udgangspunkt i Day: hvilke nye markeder har potentiale for dansk mode at gøre forretning i?
Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at Østen, Japan og Kina i løbet af de senere par år, har haft ret stort potentiale. Hos Day ser vi ret meget potentiale i Abu Dhabi, hvor vi har åbnet en butik. 
 – hvorfor lige Abu Dhabi?
Specielt med økonomien, sker der noget rundt om i verden, og jeg tror man i Abu Dhabi kan se et potentiale for dansk mode.  Der sker hele tiden en udvikling, og verden bliver stadigt mere global. Når de i Abu Dhabi finder os interessante, er det vigtigt at vi er tilstede. Sydafrika er også et land i udvikling og derfor et interessant marked for os, hvor vi ser et stort potentiale. Dog er det stadig vigtigt for os ikke at glemme vores key markets, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien. Modebranchen er meget dynamisk, der sker hele tiden noget og derfor er det vigtigt at holde fast i disse markeder for at pleje deres interesser.

Hvorfor går det særlig godt for 2nd Day i Norge?
De har penge, også har nordmændene en fantastisk åben måde at være på. Når det handler om handel og mode er det vigtigt at være positiv, og når det går skidt er det vigtigt ikke at få tendens til at hænge med snuden. Her er man i Norge simpelthen rigtig god til, at kunne fokusere på det positive og turde satse på handel.