CPH DOX

Oplev moden med CPH DOX

Når filmfestivallen CPH DOX slår dørene op for endnu en omgang dokumentarfilm, vil det være med film for modeentusiaster på programmet. Læs med herunder og bliv inspireret!

Dior and I
Alle fotos: CPH DOX

Filmen ‘Dior and I’ skildre følgerne af John Gallianos pludselige exit fra huset, efter at have ydret sig antisemitisk på Café La Perle i Paris. Skandalen resulterede i, at Raf Simons måtte overtage chefdesigner posten, kun otte uger inden husets haute couture kollektion skulle vises.  

Read more “Oplev moden med CPH DOX”

ERIK HANSEN-HANSEN

5 SKARPE TIL… MODEFORSKEREN

Erik Hansen-Hansen


Favorit high street brand?

“Zara. Det er ikke fordi jeg køber noget der, men set som modeperson, eller som den modeforsker jeg er, synes jeg, at de er i stand til at levere ret høj kvalitet til en meget lav pris. Mange firmaer som er positioneret over dem i forhold til luksusfaktor, de kan ikke nødvendigvis matche Zara.
Zara har en ret unik business-model og de producerer meget selv i Spanien og i Portugal. De har egentlig en sourcing, der er meget lokal. De ejer også selv fabrikkerne. Det er en ret spændende forretningsmodel. De har en hurtig udskiftning. De har fundet nogle spændende mekanikker i forhold til deres måde at lancere produkter på. Og så er det jo rimelig god kvalitet til en ret lav pris.”

Favorit luksusbrand?

“Der er mange. Jeg ville nok tage fat i Azzedine Alaïa. Det er et lille luksusbrand, som har eksisteret i mange år. Ikke så mange år som Gucci og Louis Vuitton og Hermés; de rigtig gamle, men det har eksisteret siden 1970’erne, så vidt jeg husker.
Azzedine Alaïa er et meget lille firma, som er meget stærkt designdrevet. De annoncerer stort set ikke, men har en meget stærk konsistent brand-værdi. De skifter egentlig meget lidt. Stilen er meget let genkendelig – det er kropsnært, det kræver en perfekt krop selvfølgelig – altså det er virkelig et high fashion brand. Det er modeller og filmstjerner og lignende som går i tøjet. Det er høj kvalitet. Det er også dyrt men det er ikke oppe i den store superklasse – det er slet ikke haute couture-priser.
Alaïa har været ejet af Prada i en periode og er nu blevet solgt fra igen, det vil sige at designeren Azzadine Alaïa nu selv ejer sit eget brand igen, men Prada sourcer og producerer sko og nogle af deres læder-accessories. Men tøjet er stadig Alaïas. Jeg synes det er et spændende brand. Jeg synes, at det visuelt er alt det som luksusmode skal: begær, forførelse, forskønnelse af kvinder og så videre. Det er den ene side, set fra forbruger synspunktet, men jeg synes også, at businessmodellen er spændende – at det lille firma har været i stand til uden at reklamerer og uden særlig stor økonomisk formåen, stadig at holde skansen som et stærkt eftertragtet brand.”

Hvilken modepersonlighed inspirerer dig?

“Der er mange. I Danmark ville jeg trække Mads Nørregaard frem, fordi han er så ukrukket og han er meget vellidt, meget veltalende, meget intelligent. Han er en af de danske designere, der kan udtale sig om mange ting – og så er han en meget meget venlig person. Jeg synes, han er et godt dansk designikon som andre kunne lære lidt af. Det er jo ikke et stort brand – det er et lille københavnsk brand – firmaet omsætter jo ikke i de skalaer, som de andre mærker vi har siddet og talt om, så det er mere fordi, han er en forgangsperson for, hvordan man altså også godt kan være i mode.”

Din fortrukne modedestination?

“Jeg kan jo godt lide alle de fem byer (New York, Paris, London, Milano og Tokyo, red.). Jeg har haft mange spændende oplevelser i Tokyo, så det er én af dem. Måske the one.”

Nævn en modeoplevelse, du husker for noget særligt?

“Jeg var meget forundret over at opleve den måde, at man i Tokyo var i stand til at bringe kunst og fashion sammen i luksusmoden. Jeg tænker især på en oplevelse, jeg havde i Tokyo hos Dior, hvor de i 2005 eller 2006, da de åbnede deres flagship store i Ginza viste en udstilling, hvor de brandede Dior-mærket sammen med modernistisk kunst. Jeg blev overrasket over den måde de gjorde det på – hvordan de tog John Galliano (forhenværende chefdesigner for Dior, red.) ind i sammenhænge med modern art – altså Jeff Koons og moderne avantgarde kunstnere. Og så havde man den gamle Monsieur Dior i sammenhæng med Picasso i lokalet nedenunder. Den brandings-exercise som de formåede at lave i den udstilling, var jeg meget forundret over fandtes – at de udstillede portrætfotografier af Dior ved siden af kunstværker – det var sådan meget ekstremt gjort. Og samtidig også ufattelig oplevelsesøkonomisk – et brillant eksempel på oplevelsesøkonomi og det her med at pludselig kunne man gå på kunstudstilling i en flagship store. Det overraskede mig meget på det tidspunkt.
Nu har jeg set så meget derude og nu begynder man også at have det andre steder. For eksempel har de gjort den øverste etage i Louis Vuittons flagship store på Avenue Montaigne til art gallery. Men det er ikke på samme måde – altså i Tokyo synes jeg, at de gjorde det mere gennemført og mere pudsigt. Det var der bare – det var ikke sådan reklameret, men pludselig så var man bare inde i det her univers. Jeg var meget påvirket af det. Jeg synes, at det var meget ekstremt at se branding, kunst og fashion gå sammen på den måde.”

Billedekilde: www.dcdr.dk

Portræt af Erik Hansen-Hansen:


Navn: Erik Hansen-Hansen
CV: Fotograf og Forskningsadjunkt, Ph.d Design (luxury fashion), Cand-IT.
Erik Hansen-Hansen ruskede op i den ellers fasttømrede opfattelse af moden som et produkt af kapitalisme og pengegriskhed, da han i 2008 fremlagde sin phd-afhandling Begær, forførelse og kvindelig skønhed: Den globale luksusmode i netværksøkonomien. Hansen-Hansen fremlagde nemlig den mulighed, at moden kan definere kønsforskelle og, at især kvinder bruger mode instinktivt, som et forsøg på at indfange den ideelle partner.