EUROPÆISK ETNOLOGI

Vil du gerne læse mode?

kilde

Er du på kandidatniveau, studerende på KUA eller et lignende universitet, udbyder faget Europæisk Etnologi i foråret 2015 tilvalgsfaget: Modens kulturhistorie i teori og praksis. Marie Riegels Melchoir underviser, og som ph.d. med speciale i dansk mode har hun en solid baggrundsviden at trække på. 

I kurset lægges der vægt på mode-logikker, og hvordan de præger vores moderne hverdag. Således skriver Marie Riegels Melchoir i kursusbeskrivelsen:
Mode-logikker præger vort samfund i dag. Produktionen af nyheder er intens, hvad enten vi taler om profilering af politiske holdninger til modeindustriens lancering af nye kollektioner. Det samme gælder det at iscenesætte sig, om det er med selfies i sociale medier eller når boligen eller måltidet stilles til skue. At forstå mode-fænomenet før og nu, er en vej til at forstå og perspektivere sin samtid fra individuelle, hverdagslige praksisser til på statsniveau, når nationen ønskes brandet overfor en global offentlighed.

Faget etnologi har en lang tradition for studiet af beklædning og mode. Som studerende får du indblik i aktuel modeteori, modens teorihistorie og hvordan de teoretiske perspektiver har formet studiet af mode i praksis, i form af undersøgelser af tøj, skiftende tiders beklædningspraksis, smagspræferencer og måder at udtrykke normer, værdier og identitet på. 
Kurset udbydes i tæt samarbejde med Nationalmuseets dragtsamling, en dimension der understreger etnologis fagtradition. Du skal desuden tage del i studenterprojekter, som vil blive formuleret undervejs i kursusforløbet.  

‘Modens kulturhistorie i teori og praksis’ fylder 15 ECTS Points, og er en del af modul 12, ‘Aktuel Kulturforskning’ på kandidatuddannelsen ved Europæisk Etnologi.