GODT MED SOL OG TRISTHED

Hide And Seek

Nu hvor vejret er lækkert og alle er iført shorts, ispinde og store smil, kan man godt komme til at savne en smule god, gammeldags melankoli. Der er stadig lang vej sortsyn, nøgne træer og vinterfrakker – men fortvivl ikke! Imogen Heaps klassikker (ja, klassikker!) ligger stadig og banker helt nede i den sorte ende af følelsesregistret og spreder en delikat stemning af nedslåethed.

Imogen Heap er måske ligefrem den smagsbestemmende elites darling, men med Hide And Seek ramte hun noget helt særligt. Sangen er i sig selv ikke videre kompleks – den består ikke af andet end Imogen der synger gennem en Vocoder, ingen bas, intet drop, ingenting. Dert er heri sangens styrke ligger. På trods af at Imogens stemme til tider degraderes til en nærmest selvundskyldende hvisken, tordner den mod loftet på en måde Rihannas, ellers imponerende, stadiumvræl aldrig vil kunne matche.

Teksten står i skarp kontrast til den nedbarberede musikside. Imogen bruger et rigt billedsprog til at beskrive en hjerteskærende følelse af opbrud. Hun har selv udtalt, at sangen handler om hendes forældres skilsmisse, men den knusende følelse af, at blive efterladt som sangen skaber, ville passe lige så godt på et brud med en kæreste eller at stå tilbage efter et dødsfald i familien. 

Hide And Seek er et eksempel på noget, populærmusikken i stigende grad glemmer, nemlig subtilitet. Under overfladen bobler en anklagende aggressivitet, som kun bliver tydeligere indtil den til sidst kulminerer i crescendo der, på trods af kun af være et par linjer der synges i højere tempo, giver kuldegysninger. Som i virkeligheden bringer vreden dog ingen forløsning. Sangden glider lige så stille i sig selv igen, og følelsen af håbløshed bliver, om muligt, endnu stærkere. Hide And Seek er både følsom og aggressiv, afskyelig og blændende smuk, og det er noget kun meget få musikere formår at fange i løbet af hele deres karriere.