BÆREDYGTIGHED

Mere skabsplads og god samvittighed

Her på FashionFladen er vi vilde med bæredygtige tiltag i modebranchen, så da vi hørte om H&Ms nyeste CSR-initiativ blev vi jublende henrykte. 

I februar 2013 arrangerer den svenske modegigant en tøjindsamling for deres kunder. Indsamlingen kommer til foregå i en række udvalgte H&M-butikker rundt om i verden. Princippet er simpelt: Du muger ud i al det gamle kluns, du har liggende, og som du alligevel aldrig bruger. Dit gamle tøj – uanset type og mærke – afleverer du i H&M, og som tak kvitterer de med en rabatkupon på 15%, som du frit kan benytte i butikken. Dit gamle tøj bliver overdraget til H&Ms samarbejdspartner I:Collect, der bearbejder tekstilerne, så de kan bruges igen til nye klæder. Og prikken over i’et; mængden af tekstilaffald reduceres, og miljøet bliver dermed mindre belastet. Du får altså mere skabsplads, god samvittighed og rabat i H&M.
Der er ingen tvivl om, at tøjindsamlingen er et smart reklamestunt fra H&Ms side af, men H&M skal alligevel have ros for, at de gør en indsats hen imod at åbne endnu flere forbrugeres øje for vigtigheden af bæredygtighed. 
(Kilde: http://costume.dk/article/161579-aflever-dit-brugte-toj-i-hm-og-fa-15-rabat)
BÆREDYGTIGHED

Modegiganter på detox-kur

Foto: http://eshgheman.livejournal.com/104035.html
Ud med kemien inden 2020! 
– Sådan lyder målet for miljøorganisationen Greenpeaces DETOX-program, der har fået flere større tøjkæder til at tænke bæredygtigt. Det er verdensomspændende brands som H&M, Mango og Zara, der har indvilliget i at nedsætte brugen af kemikalier inden år 2020.
I slutningen af november fremlagde Greenpeace en rapport, der afslørede miljøskadelige kemikalier i tøj fra blandt andre Zara, Vero Moda, Calvin Klein og Only. 
Rapporten har vagt stor opsigt, da mange firmaer inden for tøjindustrien indtil nu har været tilbageholdende med at give oplysninger om produktionsforholdene bag tøjfremstillingen. Som forbruger har det derfor været vanskeligt at klæde sig miljøvenligt. Men det bliver der altså lavet om på nu.
Fornyligt skrev vi i et blogindlæg, at modeindustrien er verdens næst mest forurenende, kun overgået af olieindustrien. Det nye initiativ fra Greenpeace vil forhåbentlig ændre på den uheldige statestik og gøre modeindustrien renere og sundere for både forbrugeren, naturen og de der er ansat på fabrikker, som fremstiller tøj. 
Kilde: http://fashionforum.dk/2012/12/10/flere-modekaeder-lover-at-droppe-kemikalier-inden-2020/