ANBEFALINGER

Bulletproof

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week


Jean Phillip AW15, 29. januar 2015, Copenhagen Fashion Week

Der er sket meget med Jean Phillips designs, siden vi her fra FASHIONFLADEN første gang stiftede bekendtskab med designeren. Dengang, for cirka tre år siden, var hans kollektioner præget af løse silhuetter og lag på lag samt læderdetaljer og lynlåse der tilføjede looket kant. Kollektionen Jean Phillip viste på Børsen var enkel og stilren, og gav fornemmelsen af, at designeren endnu en gang har skåret ind til benet. 

Den aktuelle kollektion, fandt sin inspiration i et eneste stykke beklædning: Den skudsikre vest. Dermed fik showets titel, Bulletproof, flere betydninger. Tøjet vi klæder os i, sikrer os imod naturens rasende elementer, men vi bruger det også til at dække os til, og fortælle en bestemt historie om os selv. Tøjet er et skjold, en identitetsmarkør vi ifører os. Samtidig refererede bulletproof til den hurtige tid vi lever i, hvor det gælder om at være ‘på’ hele tiden. Sportsreferencer i form af nettrøjer og dykker lynlåse bidrog til denne følelse, mens voluminøse silhuetter huskede os på, at Jean Phillip også har et kunstnerisk talent. Det kunstneriske kom også til udtryk i Jean Phillips kreative løsning på, at han ikke ønskede at iklæde sin modeller smykker. I stedet fik de flager af sterling sølv i håret, og mange bluser var udsmykket med en fin metal-dekoration i sterling sølv. Læderdetaljer gav endnu en gang modspil til de bløde materialer, også var flere af Jean Phillips bukse-styles udstyret med lynlåse på ballen, som tilføjede et strejf af sex appeal.