ANMELDELSER

Jean Phillip skar endnu én gang ind til benet

Alle fotos: Copenhagen Fashion Week

Jean Phillip, Spring/Summer 2015, 7. august 2014, Copenhagen Fashion Week

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium dannede ramme for Jean Phillips spring/summer 2015 kollektion. Den efterhånden erfarne designer, satsede endnu én gang på men’s wear, som da også har været hans varemærke fra dag ét. Jean Phillip har dog også forsøgt sig med women’s wear, men denne gang blev hans bud på næste års sommermode udelukkende fremvist af mænd, hvis hår klistrede til deres ansigter, alt imens de indtog Musikkonservatoriets scene med selvtillid.  
Gennem de seneste sæsoner er der skåret mere ind til benet i Jean Phillips designmæssige udtryk, og men’s wear designeren, der i sine spæde år havde en trang til løse lag-på-lag kreationer, er dermed blevet mere enkel i sit udtryk. Det var ikke musikken der blev gjort mest ud af, og ligesom ved mange af modeugens shows, faldt det auditive-valg på et lidt anonymt og strømlignet udtryk.   Et gennemgående element i kollektionen var de løse bukser et blødt materiale, der ledte tankerne hen på de så velkendte haremsbukser, der nok er komfortable, men bestemt ikke kan bæres af alle og enhver. Læderdetaljer og påsyede lynlåse (også et favoritelement hos Jean Phillip) skabte kontrast, og gav de ellers bløde materialer et råd touch, og derudover viste Jean Phillip, at mænd sagtens kan bære culottes-bukser. Kollektionen bar præg af Jean Phillips hang til nedringede tanktoppe og gennemsigtige materialer, elementer der nok ser godt ud på modeller, men som er knapt så anvendelig for den ‘almindelige’ forbruger. Jean Phillip havde dog kommet dette dilemma i forkøbet, og kollektionen bød dermed også på fine parka coats i lette materialer, samt figursyede blazers enhver mand kunne bruge i sin garderobe. Et overraskende element i kollektionen var brugen af farven rød, der viste sig tilsidst, og kom i shorts, tanktoppe, bukser, og jakker. Ligesom hos Han Kjøbenhavn foreslår Jean Phillip desuden mændene at iføre sig jump suits til næste års sommer.