Ikke kategoriseret

Hvordan fortæller man en franskmand om dansk design?

– Med sit exit fra København har FashionFladen fået en rapporter i Paris, og Pernille vil hver uge dele sine oplevelser fra den franske hovedstad. Del 9: NORDKRAFT et dansk projekt i Paris

Camilla Schousboe i NORDKRAFTs show room
Alle fotos (på nær nederst): FashionFladen
For syv år siden flyttede Camilla Schousboe til Paris. Dengang kendte folk ikke rigtig til København, andet end at de i hvert fald ikke var i tvivl om, at der måtte være koldt. Dette har dog imidlertid ændret sig, og “New Nordic” bølgen er for længst nået til Paris. Er man fra Skandinavien er man automatisk en lille smule interessant og lidt mere sej end alle de andre. Man oplever det blandt Pariserne, den glæde og overraskelse de udtrykker når man som Dansker, fortæller hvor man kommer fra. Camilla Schousboe har formået at udnytte  dette, og med projektet NORDKRAFT, som har til formål at sælge dansk mode – og møbeldesign, fortæller hun sin version af hvad det vil sige at være dansk. 

Hvordan kom du på idéen om NORDKRAFT?
 – Jeg kunne fornemme et potentiale i at formidle dansk kultur og design. Folk kender til København, og det er noget nyt, de ikke gjorde da jeg første flyttede herned for syv år siden. Jeg tror Danskerne har en tradition omkring design som gør os til de mennesker vi er. Måden vi indretter os på i hverdagen, måden vi strukturerer vores hverdag på; altid med sans for funktionalitet og enkelthed. Vi tænker, spiser og lever design og de smukke ting vi omgiver os med former os, og gør os til dem vi er. Træder vi for eksempel ind i et rum, hvor der står et smukt bord gør dets æstetik os glade. NORDKRAFT er ikke bare en “life style” butik. Jeg synes det er vigtigt at fortælle historien bag produkterne, således at man får en fortælling med hjem. 
For Franskmændene flyder de nordiske lande lidt sammen, men jeg mener ikke at jeg har legitimitet til, at vide hvad for eksempel Svensk design er. Jeg ønsker at formidle min version af “Danskhed” for eksempel ved, at give folk en følelse af hygge. (Camilla sælger blandt andet duftlys med det velkendte ord skrevet på)

Hvorfor tror du, nordisk design er kommet frem netop nu?
 – Det er et godt spørgsmål.. Jeg tror det er et resultat af flere ting, og her spiller gastronomien en stor rolle. Med NOMA og de andre gastronomiske restauranter er Danmark, og resten af Skandinavien blevet sat på verdens kortet. Så er der Bjarke Ingels som har givet dansk arkitektur et ansigtsløft, samt det faktum at danskerne er blevet kåret som verdens lykkeligste folk, hvilket flere udenlandske nyhedsmedier har skrevet om.
Folk har fået øjnene op for, hvad der gemmer sig deroppe mod nord, og jeg tror samtidig at vi er blevet bedre til, at formidle hvad det er vi går og laver, men vi er samtidig diskrete omkring det. Her tror jeg janteloven spiller ind, men det til vores fordel, fordi det diskrete pirrer folk, det vækker nysgerrigheden; “hvad er det de gemmer på deroppe?”.

Hvad er det for en historie du ønsker at fortælle om dansk design?
 – Jeg vil gerne videreformidle hvad det vil sige at hygge sig, at være lykkelig, at noget er smukt. På NORDKRAFTs flyers står ordene forklaret, og det er netop for at skabe denne forståelse for produkterne. NORDKRAFTs slogan er “La Vie Danoise” som man sprogligt ikke kan sige, men som giver en fornemmelse for noget konceptuelt, et univers jeg gerne vil formidle. Hvorfor har vi den designkultur, som vi har i dag, hvordan spiller design en rolle i vores hverdag, og den måde vi lever vores liv på. Det er sådanne refleksioner jeg ønsker at give videre til dem, der køber ind hos NORDKRAFT.
   
Vil du se mere om NORDKRAFT kan du besøge hjemmesiden her

Af tøj sælger NORDKRAFT blandt andet Henrik Vibskov


NORDKRAFTs show room fungerer også som Camillas arbejdsplads
Lækket dansk mødeldesign

Et udvalg af produkterne man kan købe hos NORDKRAFT
Kilde: AMALGAME MAGAZINE