DESIGNER

Designeren efter uddannelsen ..

I sommers mødte FashionFladen afgangsstuderende Mathilde Maalouf fra Designskolen Kolding, både på Børsen til det store Future of Fashion show, samt da hun vandt førstepladsen til talentkonkurrencen Designer’s Nest under modeugen i august. FashionFladen fik et interview med den nyudklækkede designer, og vi bringer hermed et portræt af den 29-årige unge kvinde, og tager dig med ind i hendes designunivers.


Nøgleordene bag Mathildes design er et højt ambitionsniveau samt godt solidt håndværk. Dette kommer tydeligt til udtryk i hendes prisvindende master kollektion, som hun færdiggjorde i sommers, med inspiration fra møbeldesigneren Finn Juhls private hjem, som idag fungerer som museum. Mathilde fortæller, at hun blev fanget af Finn Juhls evne til at rive op i funktionalismens stramme idealer, og skabe et mere kunsternerisk og organisk udtryk i det ellers praktiske og funktionelle møbeldesign, som kommer til udtryk som en del af modernismen.

Materialerne spiller en stor rolle i Mathildes designprocess og arbejdet med materialer, som man umiddelbart ikke forbinder med beklædning, er noget Mathilde ser som en spændende udfordring:
“Jeg bliver ofte inspireret af materialer og også gerne materialer, som man ikke umiddelbart vil bruge til tøj, i mit afgangsprojekt er det træ, møbeltekstiler og kernelæder jeg har ladet mig udfordre af. Alle mine materialer har en tydelig reference til Finn Juhls hjem ligesom min farveskala.”


Det store fokus på materialerne kombineret med hendes raffinerede håndværk, er med til at give Mathildes designs det eksklusive udtryk, som hun gerne vil vise. Desuden vil hun beskrive kendetegnet ved sin stil som meget skandinavisk. Efter Designer’s Nest konkurrence i sommers, fik Mathilde ligeledes en flot udtalelse med på vejen af den danske designer David Andersen: Det, der gjorde det, var sammenhængen mellem inspirationen, personligheden og det personlige udtryk. Vinderen var meget inspireret af Finn Juhl og alt var lavet med udgangspunkt i hans hjem, hans møbler og linjerne i hans arkitektur. Det kom 100 pct. til udtryk i tøjet – det havde bare et meget naturligt, fint, enkelt og skandinavisk udtryk”.


Vi spurgte ligeledes ind til budskaberne bag Mathildes arbejde, og specielt bag arbejdet med hendes afgangskollektion. Her kom hun med nogle meget interessante refleksioner om inspirationen og dennes proces: “Budskabet i min afgangskollektion lader jeg være op til beskueren. Finn Juhls designs blev født ud af en modernistisk brydningstid for dansk design, hvor depressionen i 1930’erne og industriens nye produktionsmuligheder stillede nye krav til prisvenlige designs, der kunne masseproduceres. På den måde bragte Modernismen en brudflade mellem håndværk og industri med sig, som Finn Juhls arbejde afspejlede. På samme måde stiller den økonomiske krise samt den globalt voksende mangel på ressourcer nye krav til nutidens designs om bæredygtighed og konkurrencedygtighed. Som en refleksion over nutidens udfordringer for mode og hvad de udfordringer kan bibringe afspejler Kollektionen splittelsen mellem industriens krav om brugbart design og designerens behov for udvikling af udtryk og metode gennem mere abstrakt formgivning og håndværksmæssige eksperimenter” 

Til slut forhørte vi Mathilde om hendes fremtidsplaner, nu hvor hun er færdiguddannet. I en branche hvor jobs ikke hænger på træerne, er det vigtigt at holde humøret højt, og det gør Mathilde. Hun fortæller, at hun ser frem til at få en fod indenfor i modebranchen, så hun dermed har mulighed for at  afprøvet sin teori i praksis. Hun giver udtryk for, at drømmejobbet ville være Jil Sander i Milano eller det danske Wood Wood herhjemme. På længere sigt vil hun selvfølgelig gerne starte sit eget op. Men fornuftigt nok hungrer Mathilde efter ny erfaring og spændende oplevelser i modebranchen.


Se hele kollektionen herover, og nyd den flotte kollektion inspireret af spændende møbelarkitektur krydret med udfordrende materialer. Vi ønsker Mathilde Maalouf stort tillykke med prisen, og glæder os allerede til at se meget mere til den spirende designer.