5 SKARPE

5 skarpe til… modeforskeren

Marie Riegels Melchior
Ph.d., cand. mag. i europæisk etnologi
Har skrevet Ph.d.-afhandlingen:
“Dansk mode – en materialkulturel analyse af dansk mode, dens designmetoder og identitet”


Marie Riegels Melchior 


Favorit high street brand?
Det må være Cos. Jeg har også tænkt på Zara, men jeg synes egentlig, at Cos er sjovere. Zara har gode basisting, men det kan godt blive lidt for konservativt. 

Favorit luksusbrand?
Det er Vivienne Westwood. Hun har meget på hjerte og jeg synes, at hun på den konto laver noget interessant tøj som samtidig er af super kvalitet. Hun har en underlinje, der hedder Anglomania, som viser, at hun også spiller på de beklædningstraditioner, der er i det engelske og twister dem på sådan en måske mere punk end avantgarde måde.

Hvilken modepersonlighed inspirerer dig?
Én der virkelig har inspireret mig er en af de kuratorer som jeg arbejdede for på Costume Institute i New York. Han hedder Andrew Bolton*. Han er britisk antropolog og modeforsker. Andrews arbejde som kurator og forsker synes jeg har været enormt inspirerende både at være tæt på – jeg har været researcer for ham – men også nu, hvor jeg følger hans udstillingsproduktioner og kataloger fra sidelinjen. Han har en meget spændende visuel tilgang til sit arbejde.

*Andrew Bolton, kurator ved The Metropolitan Museum of Art, New York

Din fortrukne modedestination?
Nu overrasker jeg nok ikke så meget, men det er London. Jeg kan godt lide, at byen har den der ekstremt konservative beklædningsæstetik. Og samtidig har den også det der fuldstædigt skøre og vilde som punken har repræsenteret, og det synes jeg gør byen spændende. Der er nogle spændende forretninger i byen, for eksempel Dover Street Market – det er et lille paradis for sådan en som jeg, der synes, at det mere avantgarde modedesign er interessant. 

Kan du nævne en modeoplevelse, du husker for noget særligt?
Det var en meget stor oplevelse at møde Søs Drasbæk, som er grundlægger af og chefdesigner for det danske tøjmærke Dranella. Det var stort at opleve hendes passion for modedesign, men også at opleve hendes dybtfølte forståelse for at lave godt design til danskerne. Hun var netop en af de få, der har en stemme og en mening om sine ting. Hun startede sin virksomhed i slutningen af 1950’erne, og dengang gjorde hun meget ud af at give de unge et alternativ til at gå klædt som deres mødre. Hun sørgede for, at de unge kunne klæde sig som unge og ikke som små voksne. Hun var meget optaget af, at det skulle være hverdagstøj, og at det skulle være tilgængeligt tøj. Det var en stor oplevelse at møde hende, og komme i hendes hjem, som var præget af en dansk designtradition, hvor det var bondestilen, der slog igennem kombineret med et moderne touch.