DRONNING CHRISTINE

Tante Jytte og de andre muser

Peter Jensens kollektion “Jytte” A/W 2009


Af Pernille Hammershøj Madsen

Når Peter Jensen designer nye kollektioner, er det altid med udgangspunkt i en kvindelig muse. Og hvorfor nu det? Fordi jeg er en mand svarede han selv, da jeg fornylig mødte ham i København. Peter Jensen var i byen for at fortælle om sit design til arrangementet ”Min Historie” afholdt af Danish Fashion Institute. Den karismatiske designer og jeg fik efterfølgende en snak om hans fascination af kvindeverdenen, og dens evne til at komplicere tingene, fordi kvinder historisk set, ganske enkelt ikke har haft samme muligheder som mænd. Et oplagt eksempel herpå er historien om Dronning Christine fra starten af 1500tallet, der i en alder af 15 år blev tilbudt ægteskab med den daværende kong Henrik den 8. af England, som under anklager om utroskab var berygtet for at kappe hovedet af sine hustruer. Hertil svarede Christine nej, med den kommentar at havde jeg haft to hoveder ville jeg gerne, men det har jeg desværre ikke. En historie som denne, om en stærk kvinde, der var modig nok til at gøre det uventede,  tjente i 2007 som inspirationskilde for Peter Jensens efterårskollektion, som han selv endte med at blive meget tilfreds med.
Peter Jensens usnobbede brug af muser, må siges at være et forfriskende pust til modebranchen, og dens dyrkelse af et kvindeideal hvor piger, så tynde så de næsten kunne knække på midten er idealet. I stedet for at fokusere på, hvad modebranchen ellers hovedsageligt dyrker af selvopdigtede stilikoner og andre pseudo-personligheder, findes her en designer, der omfavner kvinder, hvis livshistorie er noget særligt, eller som Peter Jensen selv udtrykker det, hvis historie har en sjov vinkel på sig.  Muserne tæller således også tante Jytte, og historien om hendes 25 år lange tilværelse på Grønland, hvor hun drev den lokale burgerbar og taxiselskab. Kollektionen tog udgangspunkt i den Grønlandske tradition for perlebroderi, hvilket skabte en del debat, fordi det grønlandske folk ikke brød sig herom.

Billede: http://www.guardian.co.uk/lifeandstyle/2009/mar/26/fashion-peter-jensen-death-threats