Ikke kategoriseret

Sarah Baadarani

Sarah Baadarani

Under Paris nyligt overståede modeuge, mødte vi det britiske designtalent Sarah Baadarani. Sarah Baadarani startede sit brand i 2010, og de elegante kreationer er blevet positivt modtaget af  den engelske modepresse. Sarah Baadarani  finder inspiration i sine libanesiske rødder, sine bedstemødres klædeskaber og i kunsten som hun også selv dyrker. Læs med og bliv klogere på Sarahs univers, samt hvorfor det er vigtigt at tage turen til Paris som nystartet designer.   

 

Hvordan influerer din libanesiske oprindelse dine designs, og influerer den overhovedet det du laver?
Min libanesiske oprindelse influerer i høj grad det jeg laver. Jeg er født og opvokset i London, men jeg tager til Libanon så ofte jeg kan for at besøge min familie. Kulturen og livsstilen har altid haft en indflydelse på mig, og været en inspiration for mig. Under hele min opvækst, har min bedstemor altid vist mig billeder derfra, og den libanesiske kultur er en del af den jeg er, og derfor tænker jeg ikke på den orientalske kvinde, som nogen eller noget jeg nødvendigvis skal udforske. Generelt er libanesiske kvinder meget i kontakt med deres stil og femininitet, og deres visuelle udtryk har simpelthen altid inspireret mig.

Hvordan bruger du dit talent som billedkunstner i dine designs?
Det er smukt at være i stand til at gøre, hvad jeg elsker. Jeg har en kærlighed til kunst, farver, teksturer, tekstiler. Dét at være i stand til at overføre alt dette til andre mennesker, som føler et tilhørsforhold til mine designs er privilegeret. Det handler om dette tilhørsforhold, og kvinden der bærer tøjet må derfor gerne føle at tøjet er lavet til hende. Alle broderinger og prints som er en del af kollektionen, er noget jeg prøver at inddrage fra kunsten, og som forretningen vokser vil jeg være i stand til at lave mere og mere. Det er vidunderligt at få lov til at lave det du kan lide, og det mest interessante er altid begyndelsen på en ny sæson når nye farver, tekstiler, styles etc. skal vælges ud.

Hvad var inspirationen til din seneste kollektion for autumn/winter 2014?
Til den seneste kollektion fokuserede jeg på det fine look der er rendyrket i sin enkelthed. En kollektion der passer til nomade-livsstilen, hvor du sommetider er ”på” hele dagen, og derfor ikke når hjem for at skifte tøj fra dag til aften. Jeg udforskede teksturer, og arbejdede med materialer som chiffon, velour og forskellige slags blonder. Volume kom ind i kollektionen på en måde, som jeg ikke har arbejdet med før, og jeg brugte en række kropslige fokuspunkter (b.la. hals og kraveben red.)  som udgangspunkt for det visuelle udtryk.   ”Sarah Baadarani-kvinden” er en hårdtarbejdende og stærk kvinde der ved hvem hun er og er sikker i sit stilmæssige udtryk. Hun kan lide varietet, og tingene må gerne være anderledes. Hun følger ikke nødvendigvis trends og hendes garderobe indeholder tidsløse designs, hun måske en dag kan give sin datter. Hun er klog og måske endda lidt mystisk. 
Som designer med base i London; hvorfor vælger du at fremvise din kollektion i Paris?
Det er vigtigt at blive set i Paris, fordi der ganske enkelt kommer flest pressefolk og indkøbere til Paris. I rækken af modemetropoler der afholder modeuger er Paris sidste stop, og her samles der stadig flest mennesker. Hvert år kommer flere og flere til London, men Paris er stadig det vigtigste sted at vise sin kollektion.
London er en fantastisk by at være i som nystartet designer, og her er der meget hjælp og information at få. Londons modescene er meget mangfoldig, og byen er platform for masser af viden indenfor modeindustrien, fordi der her samles mennesker fra hele verden. Paris er mere konservativ og baserer sig stadig på de store, etablerede modehuse. Jeg tror dog, at man i Paris begynder at hjælpe unge designere mere og mere, ligesom man gør i London med sponsorater etc. til de nystartede designere.
En anden god grund til hvorfor jeg viser i Paris er, at jeg simpelthen elsker byen!
Sarah Baadarani Autumn/Winter 2014
Alle fotos: Sarah Baadarani press

Sarah Baadarani Autumn/Winter 2014

Sarah Baadarani Autumn/Winter 2014

Sarah Baadarani Autumn/Winter 2014