Copenhagen Fashion Week

Bedre vilkår til danske modeller

Foto: www.elitemodellook.com

Modeuge handler om tøjdesign, kommende tendenser, branding osv. Men under modeugerne er en skyggeside ofte blevet bragt op til debat – nemlig presset på modellerne. Spiseforstyrrelser og generelt uhørt høje krav til kropsidealer blandt catwalk-modellerne har været et problem i modebranchen i mange år. Men det skal være slut nu. Danish Fashion Institute og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade samarbejder for bedre vilkår til de danske modeller.
Blandt de nye tiltag er for eksempel en nedre aldersgrænse på 16 år for modeller på catwalken. Man vil altså ikke længere se modeller, der er under 16 år gamle gå shows for voksentøj. Desuden er der sat et krav op om at, der skal være adgang til sund mad til modellerne backstage ved shows. Og sidst, men ikke mindst skal alle modeller, der udfører arbejde under Copenhagen Fashion Week have løn for deres arbejde.

Administrerende direktør for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, udtaler om status på de nye tiltag: 

”Vi har i praksis arbejdet med 16-års reglen og reglen om sund mad igennem tre sæsoner, og det har givet gode resultater, både i forhold til behandlingen af modellerne og i forhold til det skønhedsideal, som modeshowene fremstiller.”